Sorggrupper

Arbejdsmetode i sorggrupperne

Sorggrupperne er for personer, der er indstillet på at tale om og arbejde med sorgens følelser og derigennem finde en ny vej frem i livet.
Sorggruppeledernes opgave er at skabe trygge rammer for gruppen og sørge for, at samtalen foregår i respekt for den enkelte og spørge ind til det, der fylder.
Vores erfaring er, at det er godt at møde andre i samme situation. Det giver genklang at dele de svære ting, og der er en heling i at kunne fortælle åbent og ærligt om, hvordan man har det.

•  Vi farvelægger føletegning, det giver et hurtigt overblik over, hvordan hver enkelt har det.
•  Samtalerne styres af sorggruppelederne. Hver enkelt taler om det, der fylder, i ca. 20—25  minutter.
•  Det er meget givende at nedfælde sine følelser og tanker på papir og efterfølgende få lov at læse det op i gruppen, derfor er der skriftlige hjemmeopgaver.
• Vi starter og slutter med musik, da musik rører ved ens følelser. Musikken er ofte valgt af deltagerne.

Det er åbne sorggrupper, dvs. når en forlader gruppen, bliver der plads til en ny. Den enkelte afgør selv, hvornår han eller hun er parat til at forlade gruppen (½ til 2 år).
Det er gratis at deltage, og man behøver ikke at komme fra lokalområdet. 
Der er tavshedspligt.

Sorg ved dødsfald

Når et nærtstående familiemedlem dør, kan den efterfølgende sorg være meget overvældende.
Det er helt naturligt at sørge, men vi reagerer forskelligt på døden. Nogen prøver hurtigst muligt at komme videre, andre stopper op for at genfinde sig selv og finde nye veje i livet, hvor intet er, som det plejer at være.
Denne proces kan tage tid - meget lang tid og kan være meget smertelig og ensom. Livet går hurtigt videre for omgivelserne, men for den sørgende er intet længere, som det var engang.
Livet kan føles meningsløst, trist, utrygt, amputeret 
– én stor gryde med alle mulige forskellige følelser.
Som sørgende har man brug for den nødvendige tid til at finde sig selv, og man har brug for forståelse fra omgivelserne. 
Det kræver ret meget af pårørende og venner til én, der har mistet. Man vil så gerne hjælpe og trøste, men i virkeligheden skal man undgå at forsøge at trøste, da det kan virke som en underkendelse af tabet. Man kan heller ikke løse den sørgendes problem, men man kan være sammen med ham eller hende og acceptere og anerkende  smerten og ikke forsøge at få den til at gå væk.